Vedtægter

Posted on

§ 1 Formål

  • 1.1

Lokalrådet er upolitisk og har til formål at virke for områdets særlige interesser samt skabe det bredest mulige samarbejde omkring løsning af lokale opgaver.

Lokalrådet skal være i dialog med de offentlige myndigheder og andre relevante institutioner vedrørende lokalområdets udvikling.

  • 1.2

Lokalrådet har til opgave at tage initiativ til eller behandle forslag af almen karakter fra beboere, foreninger, institutioner og virksomheder i lokalområdet til udvikling inden for områder som bosætning, infrastruktur og øvrige projekter, der har betydning for lokalområdet, herunder f.eks. stier, rekreative områder og byudvikling.

  • 1.3

Forslag til infrastrukturelle opgaver samt skønnede fælles interesser som defineret i § 6 præsenteres i Samarbejdsudvalget for lokalrådene i Børkop og Brejning inden fremsendelse til relevante modtagere.

  • 1.4

Lokalrådet har pligt til at holde borgerne løbende orienteret om rådets arbejde. Dette kan f.eks. ske gennem trykte medier, hjemmeside, borgermøder etc.

 

§ 2 Lokalrådets ledelse 

  • 2.1

Lokalrådet ledes af en bestyrelse, der vælges på den ordinære generalforsamling, som finder sted hvert år inden udgangen af marts måned.

Lokalrådets bestyrelse består af 5 medlemmer og en første samt en anden suppleant, der vælges ved almindeligt stemmeflertal.

Suppleanterne har møde- og taleret, men ikke stemmeret på bestyrelsesmøderne.

Valg til bestyrelsen gælder for en 2-årig periode.

Suppleanternes valg er gældende for 1 år.

Intet bestyrelsesmedlem kan være medlem af bestyrelsen for andre lokalråd.

  • 2.2

I lige år vælges 2 bestyrelsesmedlemmer og i ulige år 3. Hvis en suppleant i årets løb indtræder i bestyrelsen indtræder suppleanten samtidig i bestyrelsespostens valgperiode.

  • 2.3

Lokalrådets virkeområde er Børkop by og nærmeste opland.

Alle personer over 18 år med tilknytning til dette område – enten som indbyggere eller som repræsentanter for foreninger, institutioner og virksomheder med domicil i området – er valgbare og har valgret til bestyrelsen.

  • 2.4

Bestyrelsen konstituerer sig selv umiddelbart efter generalforsamlingen med

  1. formand,
  2. næstformand,
  3. kasserer,
  4. sekretær,
  5. repræsentant og suppleant til bestyrelsesmøderne i lokalrådet i Brejning
  6. repræsentant og suppleant til samarbejdsudvalget for lokalrådene i Børkop og Brejning (ud over formanden, som er født medlem af samarbejdsudvalget)

Udover den valgte bestyrelse deltager en repræsentant fra Lokalrådet i Brejning i bestyrelsens arbejde. Denne har taleret, men ikke stemmeret.

Bestyrelsens sammensætning meddeles kommunen og bestyrelsen for lokalrådet i Brejning.

  • 2.5

Forslag, der ønskes behandlet i Lokalrådets bestyrelse, skal være formanden i hænde senest 8 dage før et mødes afholdelse.

Alle afgørelser der kræver afstemning afgøres ved simpelt flertal. Ved stemmelighed har formanden den udslagsgivende stemme.

Der skal føres beslutningsprotokol og denne underskrives ved næste møde.

  • 2.6

Lokalrådets møder er normalt åbne.

Bestyrelsen indkalder til borgermøde, når dette skønnes at være aktuelt eller hvis 20 valgbare personer jfr. definitionen i § 2.3 ønsker det.

 

§ 3 Generalforsamling 

  • 3.1

Lokalrådets bestyrelse indkalder til generalforsamling i årets 1. kvartal.

med mindst 14 dages varsel på lokalrådets hjemmeside og i lokalpressen og med følgende dagsorden:

  1. Valg af dirigent
  2. Lokalrådets beretning
  3. Aflæggelse og godkendelse af revideret regnskab
  4. Behandling af indkomne forslag
  5. Valg af bestyrelsesmedlemmer
  6. Valg af suppleanter
  7. Valg af revisor
  8. Valg af revisorsuppleant
  9. Eventuelt

Forslag skal være formanden i hænde senest 8 dage før generalforsamlingens afholdelse og skal skriftligt være tilgængelig ved generalforsamlingen.

Der skal føres beslutningsprotokol denne underskrives af dirigenten.

  • 3.2

Hvis bestyrelsen eller mindst 20 valgbare personer jf. definitionen i § 2.3 ønsker en ekstraordinær generalforsamling og kan begrunde dette ønske, indkaldes denne med 14 dages varsel.

  • 3.3

På generalforsamlinger kan kun stemmes ved personligt fremmøde.

  • 3.4

Kandidater, der ikke kan være tilstede ved afstemninger, kan vælges såfremt fuldmagt er givet til bestyrelsen eller generalforsamlingens dirigent.

 

§ 4 Økonomi

  • 4.1

Der påhviler ikke lokalrådet eller dennes bestyrelse nogen personlig hæftelse. Lokalrådet hæfter kun for forpligtigelser med den til enhver tid eksisterende formue

  • 4.2

Regnskabsåret er kalenderåret. Revideret regnskab skal godkendes af generalforsamlingen.

  • 4.3

Lokalrådets arbejde søges sikret gennem økonomisk støtte fra Vejle Kommune. Rådet kan desuden forvalte andre offentlige og private midler.

 

§ 5 Tegningsregler

  •  5.1

Formanden og et bestyrelsesmedlem i forening tegner lokalrådet.

  • 5.2

I tilfælde af opgaver, der behandles i Samarbejdsudvalget for lokalrådene i Børkop og Brejning gælder særlige tegningsregler, jf. § 6.

  • 5.3

Lokalrådet kan nedsætte ad hoc udvalg til løsning af specielle opgaver.  Disse ad hoc udvalg har ikke tegningsret, men fremsender forslag til bestyrelsens afgørelse.

 

§ 6 Samarbejdsudvalget for lokalrådene i Børkop og Brejning 

  • 6.1

Forslag til infrastrukturelle opgaver samt skønnede fælles interesser

præsenteres i Samarbejdsudvalget for lokalrådene i Børkop og Brejning for endelig behandling inden fremsendelse til relevant modtager.

  • 6.2

Det er bestyrelsens ansvar at bestemme, hvilke forslag, der skal præsenteres for Samarbejdsudvalget.

  • 6.3

Samarbejdsudvalget er ikke beslutningsdygtigt.

  • 6.4

Lokalrådet er repræsenteret ved formanden som er født medlem samt det konstituerede bestyrelsesmedlem eller deres suppleanter.

 

§ 7 Vedtægtsændringer/Ophør

  • 7.1

Vedtægtsændringer vedtages på ordinær generalforsamling med minimum 2/3 af de fremmødte stemmeberettigede og fremsendes efterfølgende til Vejle Kommune.

Lokalrådets ophør vedtages på generalforsamlingen af minimum 2/3 del af de tilstedeværende stemmeberettigede.

Såfremt mødet ikke er beslutningsdygtigt, indkaldes der til en ekstraordinær generalforsamling med sædvanligt varsel. Denne er under alle omstændigheder beslutningsdygtig ved simpelt stemmeflertal.

Ved en eventuel nedlæggelse af lokalrådet anvendes rådets formue til almennyttige tiltag i lokalområdet, administreret af Vejle Kommune.

Således vedtaget på den stiftende generalforsamling i Børkop den 21. maj 2012 og efterfølgende ændret på den ordinære generalforsamling den 26. januar 2016.